Forbehold omkring kontroversiel forskers undersøgelse, fra andre eksperter

Medierne stod nærmest på den anden ende i marts for at berette om farlige vitaminpiller, da Copenhagen Trial Units forskningsleder Christian Gluud offentliggjorde en metaanalyse om antioxidanter og dødelighed. I det nye nummer af nyhedsbrevet Sundhed & Helse fastholder han sit syn på kosttilskuds-området trods massiv kritik fra sundhedseksperter.

”Vitaminpiller kan slå dig ihjel”. Sådan lød overskriften på Videnskab.dk, efter Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet havde offentliggjort en ny metaanalyse, hvori 78 studier om antioxidanter og dødelighed sammenlignedes. En meget drastisk og ukritisk måde at omtale sundhed på – og samtidig en forskning, der ikke blev behandlet varsomt nok af ophavsmanden. Sådan lyder kritikken fra to sundhedseksperter i helsebranchens nyhedsbrev Sundhed & Helse, der udkommer i dag.

”Deres undersøgelse fandt statistisk signifikant overdødelighed i fht. betacaroten med den mindst mulige sikkerhedsmargin på 5 %. De konkluderer en mulig sammenhæng med A eller E-vitamin, men ingen sammenhæng med C-vitamin og selen. Jeg håber, at pressen har overdrevet – det lyder utroligt, hvis Christian Gluud har sagt de ting på baggrund af undersøgelsen. På den anden side er en metaanalyse aldrig bedre end de studier, der udvælges til den, og det er derfor farligt at tro, videnskab kan levere faktasvar,” udtaler Christina Schnohr, cand.scient. og ph.d. på Københavns Universitets Institut for Folkesundhedsvidenskab.

Netop det uheldige udvalg af studier angribes af speciallæge Claus Hancke, der påpeger, at eksempelvis studier med alvorligt hjertesyge udsat for høje doser E-vitamin og rygere udsat for betacaroten er medtaget.

”Havde forfatterne i stedet fravalgt studier der faldt negativt ud for kosttilskud, var resultatet blevet en NEDSAT dødelighed. Pressen glemmer nok også lige at nævne, at man fandt en statistisk nedsat dødelighed i de selen-undersøgelser af bedst kvalitet,” siger han.

”Vores samlede analyser bør behandles med forsigtighed,” skriver Gluuds forskerhold selv om resultatet af antioxidant-studiet udgivet i 2012. Han fastholder dog i dag sin leverede kritik af kosttilskud i pressen.

”Vores resultat er klinisk betydeligt og er primært baseret på to-årige forsøg. Hvis vi siger, at ca. 500 mio. mennesker tager disse kosttilskud, vil overdødeligheden ligge på ca. to mio. mennesker globalt per to år. Visse krige vil ligne en badeferie i sammenligning,” udtaler han til Sundhed & Helse.

”Der er så få forsøg med doser under den daglige anbefalede tilførsel, at ingen kender effekten af disse! Derfor vil vi fortsat følge området,” fortsætter han.

Du kan læse mere om sagen i Helsebranchens Leverandørforenings nyhedsbrev, der kan læses på www.hbl.dk