Der findes masser af gode intentioner for, at komme igang med at træne

Desværre drukner de af og til, i de dårlige undskyldningers bundløse have. Men eftersom vi ved, hvor godt du får det af at træne, så har vi i denne artikel lukket luften ud af 10 af de mest almindelige undskyldninger:

Jeg har for travlt til at træne.
Hvis du planlægger din træning på samme måde, som du planlægger andre vigtige ting i dit liv, vil der altid være plads. Alle har travlt. Det gælder om at prioritere og dit gode helbred må helt klart ligge øverst i top 5.

Jeg har ikke energi nok.
Find den tid på dagen, hvor du har mest energi og brug den på at træne. Der er 24 timer i døgnet, så der må da være et eller andet tidspunkt, hvor du føler dig på toppen.

Det er for dyrt.
Det er rigtig, at det koster penge at træne. Men se det som en langtidsinvestering i dit helbred. Og jo mere du træner jo billigere bliver det i gennemsnit.

Jeg kan alligevel ikke træne regelmæssigt.
Det er en god pointe. Jo mere regelmæssigt du træner, jo bedre bliver dine resultater. Men sæt dine forventninger efter, hvad du realistisk kan nå. Og husk på, at det er bedre at træne en gang om ugen end slet ikke at træne.

Det gør ingen forskel, om jeg træner eller ej.
Men det gør det! Det kan godt være, at du ikke taber dig eller bliver større den første uge, efter du er begyndt at træne. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke sker noget. I løbet af få uger vil du både kunne se og mærke forskellen i form af mere energi, bedre søvn, stærkere muskler og en slankere og mere veltrænet figur.

Jeg er for genert.
Ja, der er mange spejle og mange veltrænede mennesker i et fitnesscenter, så det er nemt at føle sig utilstrækkelig. Men prøv at se din næste træning som et skridt på vejen til at blive den person, du gerne vil vise frem. Og sørg for, at du har det godt med dig selv, når du træner. Vælg noget tøj, du har det godt i og en farve, som klæder dig.

Det tager for lang tid.
En fornuftig træningsuge kræver 2-3 timers træning. Den tid er ikke svær at finde, hvis du snupper timerne fra fjernsynet eller computeren.

Jeg kan ikke lide at træne.
Der findes mange former for træning. Det behøver ikke at være styrketræning eller løb. Du kan sagtens variere din træning med flere forskellige aktiviteter som yoga, hiking, dans, cykling, svømning med mere. Faktisk er det rigtig godt for kroppen, hvis du sørger for at variere din træning.

Det er svært at motivere mig selv.
Du behøver ikke at træne alene. Få dig en træningspartner. Det er nemmere at holde hinanden op på at træne, når man er to, og mange gange er det også hyggeligere. Men pas på, at det ikke bliver for hyggeligt. I har stadig et stykke arbejde, der skal udføres.

Det gør ondt.
Muskeltræthed eller ømhed er normalt, mens alvorlige smerter er en indikation af, at du gør noget forkert. Hvis du har problemer med at udføre normale opgaver, som at vaske dit hår, stå ud af sengen og så videre, har du stresset dine muskler for meget. Få en instruktør til at se din teknik efter, så du ved, at du udfører øvelserne korrekt.