Så står julen igen for døren med alt, hvad dertil hører eksempelvis krydderiet kanel.

Kanel er ikke blot en suveræn smagsgiver ovenpå risengrød, i gløggen og som krydderi i alskens julebagværk.

Næ, kanel besidder også mange helbredende egenskaber og er et ældgammelt naturlægemiddel.

Nyd derfor julens kanelindslag endnu mere end du plejer.

Læs her hvorfor!

 

Kanel har – på lige fod med visse andre krydderier – alle dage været et højt skattet naturlægemiddel mod en lang række lidelser.

Kanel blev blandt andet ivrigt anvendt i det antikke Grækenland og også i faraoernes Ægypten. I Det Gamle Testamente omtales kanel sågar som det fornemste blandt alle krydderier.

Kanel var derfor en vigtig handelsvare langt op i historien.

Det eksotiske krydderi er gennem tiderne blevet anvendt som lægemiddel i vidt forskellige sammenhænge, eksempelvis mod mavekramper, som fremmer af mælkeproduktionen hos ammende kvinder, samt som ingrediens i massageolier.

I vor tid er også den moderne videnskab begyndt at interessere sig for kanels helsebringende egenskaber.

 

Giv bakterierne en gang kanel!

Et amerikansk forskerhold opdagede således for nylig, at kanel kan dræbe E. coli-bakterier, der er en almindelig årsag til maveforgiftninger.

Forskerne undersøgte kanels evne til at uskadeliggøre bakterierne i æblejuice og konkluderede, at ‘risengrødskrydderiet’ indeholder et naturligt bakteriedræbende stof, som endnu ikke er blevet nærmere identificeret.

Selvsamme forskerhold har tidligere undersøgt kanels bakteriedræbende evner i oksekød og i pølser – efter sigende også med lovende resultater.

Mikrobiologerne bag undersøgelsen forventer også en god effekt på andre sygdomsvoldende bakterier, såsom den forkætrede Salmonella.

Man fristes næsten til at sige: Giv bare bakterierne en ordentlig omgang kanel!

 

Kanel nedsætter blodsukkeret – OG kolesterolniveauet

Pakistanske forskere har opdaget, at kanel er velegnet til at sænke blodsukkeret.

Undersøgelsen, som blev udført på 60 frivillige sukkersygepatienter og udgivet i fagtidsskriftet Diabetes Care, afslørede, at blot en halv teske kanel om dagen er nok til at sænke blodsukkerniveauet.

Derfor mener forskerne, at der på længere sigt kan udvikles kanel-baserede lægemidler, som kan hjælpe diabetikere til at stabilisere/normalisere deres blodsukkerniveau – og dermed deres sygdom.

Og de heldige følgevirkninger stoppede ikke ved blodsukkeret. Forskerne opdagede tillige, at kanel nedsatte forsøgspersonernes kolesteroltal, hvilket er til gavn for hjertesundheden.

Ifølge forskerne skyldes kanels gavnlige virkning primært, at krydderiet indeholder polyfenolet MHCP, der lader til at efterligne insulin og dets virkning i menneskekroppen.

 

Kanels andre helsebringende evner

Listen over kanels evner som naturlægemiddel er lang. I denne vintertid er det nyttigt at vide, at kanel til en vis grad kan forebygge forkølelse og influenza.

En smule kanel i varm mælk skulle lige være sagen mod en begyndende forkølelse. Grunden hertil er, at kanel har en virus-hæmmende virkning.

Kanel er ikke for ingenting et populært madkrydderi.

Tænk bare på indisk mad, hvori kanel er et meget vigtigt krydrende indslag. Kanel stimulerer nemlig en træg fordøjelse og hjælper mod for megen luft i maven – dette parret med kanels effekt mod madforgiftninger gør, at kanel er et rigtigt mavevenligt krydderi.

De gamle ægyptere brugte eksempelvis kanel som et remedie mod for megen galde. Desuden mener nogle, at kanel har en blodtrykssænkende effekt, samt har evner som en naturlig smertestiller, eksempelvis ved tandsmerter.

Ydermere blev kanel i tidligere tider brugt i midler mod diverse gigtlidelser. Kanel menes i øvrigt også at forebygge svampeinfektioner; samt at være kræftforebyggende takket være indholdsstoffet safrol.

I den mere psykiske ende siges kanel at kunne afhjælpe mental træthed, at kunne lindre lettere depressioner, samt at kunne øge koncentrationsevnen – en evne som også sportsfolk ikke kan få nok af.

 

Hvad er kanel egentlig?

Ja, kanel er faktisk bark – bark fra det stedsegrønne kaneltræ, hvoraf der overordnet set findes to hovedgrupper: Ceylon-kaneltræer (den ægte og dyreste vare) og Cassia-kaneltræer.

Kanel er den afskallede og tørrede inderste bark fra kaneltræets nye unge skud. Både Ceylon- og Cassia-kanel fås som de helt specielle cirka 10 centimeter lange bark-rør. Krydderiet kommer oprindeligt fra øen Ceylon, det nuværende Sri Lanka.

Nu om dage dyrkes kanel også i det sydlige Indien, i Syd-Kina, i Indonesien og i andre asiatiske lande. Smagen af kanel kan karakteriseres som behagelig varm med en nærmest træagtig aroma; Ceylon-kanelen er den mest aromatiske.

Duften og smagen skyldes såkaldte æteriske olier, der opbevares i specielle olieceller i barken. Kanel indeholder omtrent 1,5% æteriske olier. En af de vigtigste olier er kanelaldehyd, der i Ceylon-kanel udgør mellem 65-75% af den samlede oliemængde.

Støder man selv sin kanel lige inden anvendelse, går mindst mulig af de æteriske olier til spilde, idet færre af de aromatiske olier når at fordampe