kajak polo
En moderne actionsport
Bolden er fra vandpolo, reglerne er fra basket, mentaliteten er fra ishockey, og det hele foregår på vandet i en kajak. Kajakpolo er en actionfyldt, intens og eksplosiv sport, hvor det gælder om at tænke klart i pressede situationer. Én forkert bevægelse og der er mål. Det handler om boldkontrol, kajakkontrol og evnen til at kunne placere sig i et holdspil.

Solen skinner fra en skyfri himmel og reflekteres i det blågrønne vand. Den udendørs flydende kampbane måler 35×23 meter. Ved hver baglinje venter 5 spillere anspændt i hver deres kajak. Dommeren løfter bolden op ved midten af banen. Alles øjne er fikseret på bolden. Der går endnu et åndeløst sekund. Kampfløjtet sønderriver luften, bolden forlader dommerens hånd, og med ét er magien brudt. Som to lanseriddere tordner én udvalgt fra hvert hold med fuld kraft mod bolden. Vandet pisker omkring ørerne på dem og i løbet af ganske få sekunder tørner de sammen som to lansespidser. Det er svært at se hvem, der vandt duellen, men lynsnart afleverer vinderen bolden videre til en af sine holdkammerater – og en vild og våd kajakpolokamp er i gang.

Kombinationsspil
Kajakpolo er en kombination af så forskellige discipliner som kajakroning, ishockey, vandpolo og håndbold. Kajak, fordi det trods alt foregår i kajakker, ishockey, fordi det er en hård kontaktsport, der kræver hjelme, og som godt kan give knubs, når det går hårdest for sig, og håndbold/vandpolo, fordi det er et boldspil.
I princippet er kajakpolo ganske simpelt: Man har 2 hold af 5 personer i kajakker, 1 bold og 2 mål – og så gælder det bare om at score. Man kaster bolden rundt til hinanden, enten med hænderne eller med pagajen. Hver spiller dækker en zone og forsøger at hindre modstanderen i at score. Selve målet er en ramme på 1 x 1,5 meter, der hænger 2 meter over vandet. Målmanden sidder under målet med sin pagaj op i målrammen og forsøger at parere eventuelle skud. Der spilles to halvlege af 10 minutter enten indendørs på en bane i svømmehallen eller udendørs i friluftsbad, søer eller havnen.

Her gælder alle kneb – næsten
Kajakpolo er et actionpræget spil, der minder om en slags rugby i kajakker, hvor stort set alt er tilladt. Fordi vandet så at sige er spillernes underlag, er det svært at komme alvorligt til skade. Spillerne har desuden specielt polstrede veste og hjelme med visir, der beskytter dem mod de værste knubs fra pagajer, bolde og kajakker. Kajakkerne er også udstyret med runde ender med bløde støddæmpere. Derfor er der mange ting, der er tilladt i kajakpolo, som du ellers i ville blive straffet for i andre kontaktsportsgrene som for eksempel håndbold, så længe det ikke anses for at være til fare for spillerne.
Man må for eksempel gerne tackle modstanderen ved ro ind i eller over modstanderen for at forhindre en scoring eller skubbe vedkommende i vandet. Et hyppigt brugt trick er også at skubbe til den, der har bolden. Hvis det lykkes en modstander at tvinge boldbesidderen rundt i en grønlændervending to gange i træk, har bolden været i berøring i mere end 5 sekunder, og dermed går den automatisk over til modstanderen. Man må dog ikke røre en modstander på kroppen med kajakken, tackle på skudarmen eller ro hårdt i ind i siden på en modspiller i en vinkel af 90 grader.
Det er også tilladt at tackle kajak mod kajak eller dykke næsen af kajakken ind under modstanderen og styre ham eller hende rundt. De lette spillere kan sågar padle over de andre kajakker. Inden for de seks meter foran målet, er det også tilladt at bruge kajakken til at skabe plads eller til at forsvare sig. Der er nærmest tale om en tur i radiobilerne, når det går hedt for sig.

Hvad kræver det at spille kajakpolo?
Spillet er lidt af et kludetæppe af forskellige sportsgrene, så det kan være en fordel, hvis man har beskæftiget sig med enten, roning eller en eller anden form boldspil før.

Der er blandt andet en del gamle konkurrenceroere, som er blevet træt af al den individuelle træning, der er begyndt at spille kajakpolo. Det samme gælder tidligere håndboldspillere, der på grund af blandt andet knæskader ikke længere kan spille kontakt sport på land. Man dog kan sagtens deltage, selvom man ikke har prøvet at ro kajak før eller er en ørn til at kaste. Man skal dog være lidt af en vandhund, for det kan ikke undgås, at man får hovedet under vandet op til flere gange under en træning.

Uanset hvilken sportsgren man kommer fra skal man dog være indstillet på lidt begyndervanskeligheder. Blandt andet når det gælder om at kaste fra kajakken eller manøvrere den i det hele taget. Kajakpolo kræver en særlige teknik, i forhold til normal kajakroning. Polokajakken ligger meget stabil i vandet og er samtidig meget retningsfleksibel. Det gør den nem og hurtig at manøvrere, men man skal nok forberede sig på at ro i cirkler i starten, for kajakken kan være ret drilsk, lige ind til man får taget på den.

Teknik og taktik
Selvom en god fysik er vigtig for at være en god kajakpolospiller, er det ofte teknikken og ikke kræfterne, der er afgørende for, om man kommer hurtigt rundt. Som i alle andre sportsgrene er der mange teknikker og taktiske finter, som det er godt at kende til, når man går i gang med at spille kajakpolo. Nogle af de vigtigste er nævnt nedenfor.

Først og fremmest må man kun holde på bolden i max 5 sekunder. Derefter skal man enten aflevere bolden videre eller drible, ellers mister man bolden til modstanderne. I kajakpolo dribler man ved at kaste bolden frem foran sig og ro hen til den. Det er især brugt ved kontraløb. Ellers er det langt mere brugt at spille bolden rundt mellem medspillerne, indtil der opstår et hul til målskud.

Stern-turn er teknik, der går ud på at vende på stedet, så man lynhurtigt kan skifte retning, hvis bolden gør det. Spilleren vipper bagenden af kajakken ned under vandet, så forenden kommer fri af vandet. På den måde kan polospilleren hurtigt og præcist vende kajakken rundt i den ønskede retning.

Grønlændervendingen eller håndrulningen er et supervigtigt redskab at kunne beherske i kampens hede, fordi det netop er tilladt at skubbe og “kæntre” modstanderne. Hvis du bliver skubbet, gælder det om hurtigt at komme på ret køl igen, især hvis du har bolden. Spilleren lægger sig bagud i forlængelse kajakken og trækker sig rundt mod overfladen ved hjælp af den frie arm.

Fysiske fordele
Der er masser af træningsmæssige fordele ved at spille kajakpolo. Selve rodelen er meget fysisk og kræver en stærk ryg, gode mavemuskler og stærke skuldre og overarme. Samtidig kræver kastefasen både stor bevægelighed i skulder og maveregionen samt stabilitet.

Derudover er kajakpolo suveræn konditionstræning. Først og fremmest fordi armene skal trække hele læsset, men også fordi kajakpolo er meget omskiftelig og intervallignede træning, hvor du lynsnart skal vende på en tallerken og jagte bolden i modsat retning, eller piske retur til eget mål, eller af sted i kontraløb mod modstanderens mål inden, det hul, du så i forsvaret, bliver lukket igen. På andre tidspunkter får pulsen lov til at falde lidt, når der for eksempel i længerevarende kastefaser lægges op til angreb foran mål. En kajakpolospiller er derfor godt og grundigt mørbanket i hele kroppen, når han eller hun forlader bassinet.

Hvem kan spille kajakpolo?
Alle, der har lyst, kan spille kajakpolo, uanset alder og køn. Faktisk giver kajakken mulighed for, at piger kan spille lige op med mændene, da fysikken ikke spiller den samme rolle, som den gør i kontaktsportsgrene på land. Et rent pigehold kan godt slå et rent herrehold. Tit spiller man også med blandede hold, for at udnytte de forskelliges kompetencer. Kajakpolo er nemlig god kombination af sport, samarbejde og social aktivitet. Så det kræver en god portion holdmentalitet at spille kajakpolo, for råstyrke og god teknik gør det ikke alene.