Om vinteren har vi alle brug for lidt ekstra energi for at komme gennem den mørke tid. Et nyt trick, som kan være med til at give dig det ekstra kick, du lige står og mangler, før du træder ind i træningslokalet, er det italienske universalprodukt balsamico. Balsamico er helt uden fedt og fremstilles på basis af forædlede vindruer, der er modnet ligesom god vin.

I dag er det velkendt, at et glas rødvin om dagen er sundt for blodgennemstrømningen og velegnet til forebyggelse af hjerteproblemer og stress. Nu er det sådan, at der ikke er nogen alkohol i balsamico vineddike, hvilket gør dråberne ekstra værdifulde i forbindelse med tilberedelse af mad. Nogle få dråber af den intense most af balsamico løfter straks smagen i hverdagsmaden og gør simple og hurtige måltider til en intens og næringsrig oplevelse. De aromatiske balsamicodråber fra det verdenskendte italienske køkken giver kedelige retter et spændende pift, som er med til at stimulere smagsløgene. Dermed mættes vi tidligere og spiser mindre. Det gælder også den direkte usunde mad, hvor fedtindtaget dæmpes samtidig med at smagsbalancen fra den syrligt-søde most fra vineddiken sætter forbrændingen i vejret.

Influenza og forkølelse

Det ser ud til, at balsamico vineddike på linie med specielt rødvin kan øge mængden af det hjernebeskyttende HDL-kolesterol, der på grund af drueskindets indhold af blodfortyndende stoffer, forebygger hjertesygdomme, blodpropper og slagtilfælde. Balsamico vil også dræbe bakterier og hæmme vira i kroppen i forbindelse med sygdom. I det hele taget er vineddiken effektiv i forbindelse med luftvejsproblemer som forkølelse og influenza. Den anerkendte professor i medicin ved University of California i Los Angeles, Irwin Ziment, har forsket i tidligere tiders folkemedicin, og studierne har fået ham til den erkendelse, at tidligere tiders fødevarer fungerer på linie med moderne lægemidler. Her er balsamico vineddike ingen undtagelse, tværtimod kan den lindre ved tilstoppelse, og vineddiken kan på linie med andre naturligt stærke fødevarer, som især chilipeber, have gavnlig virkning mod luftvejssygdomme. Selv medicinens fader, oldtidens berømte Hippokrates, har anvist eddike og peber til lindring af luftvejsinfektioner.

Sådan bruger du balsamico

Balsamico vineddike bruges i dressinger og kan erstatte enhver almindelig eddike og bruges som smagsforstærker i supper og sauce. Men balsamicoen er også til at hælde direkte over stegt kød og kan fint bruges på al slags pålæg samt over ost og grøntsager på f.eks. brød med kvark og lignende mejeriprodukter.

Her er nogle konkrete eksempler med opskrifter på danske middagsretter, hvor den italienske balsamico kan bruges uden videre forberedelse.

Salat

Brug balsamico i alle grønne salater – eventuelt helt uden olie, blot med et stænk balsamico, lidt knust hvidløg samt salt og peber – helt enkelt.

Marineret kalkunbryst

400 gram kalkunbryst
Marinade tilberedes af:

2-3 spsk. balsamico

1 spsk. olivenolie

3 fed hvidløg

En håndfuld finthakkede soltørrede tomater

En fint hakket gulerod

1/4 fint hakket knoldselleri

Rosmarin og oregano efter smag

Koldpresset jomfruolivenolie til stegning

Kalkunbryst skæres i strimler og marineres i mindst to timer i køleskab. Kødet må gerne ligge i marinaden et helt døgn før det anvendes, hvilket giver en kraftigere og bedre smag. Derefter tages kødet og grøntsagerne op af marinaden og steges i olie. Derefter hældes marinaden over kød og grøntsager, der gerne må være flere grøntsager end nævnt i opskriften. Lad det simre i 4-5 minutter og smag til med salt eller soja samt peber og gerne lidt chili. Anret det hele på et smukt fad og drys med frisk hakket bredbladet eller almindelig persille. Serveres med pasta, kartofler eller ris. Retten kan fint spises næste dag kold til frokost.

Balsamiske gulerødder

Pift grøntsager op med balsamico og få en dejlig smag. Prøv f.eks. de altid sunde gulerødder, som et sundt tilbehør til maden.

4-6 økologiske gulerødder

2 fed skiveskåret hvidløg

3-4 spsk. balsamico

Saften fra en 1/4 citron

Koldpresset jomfruolivenolie til stegning

Varm olivenolien på en stor pande og hæld tyndt skårne gulerødder på panden. Efter ca. fem minutter tilsættes citronsaft, hvidløg, balsamico samt salt og peber. Det hele simrer videre i nogle minutter og serveres med en hovedret eller som tilbehør til frokost.