proteinbarProtein i de rette mængder har mange vigtige funktioner i kroppen og er fx et  væsentligt element, når der skal opbygges muskelmasse. Men det store almene fokus på et højere proteinindhold i kosten har desværre også medført, at mange producenter er begyndt at markedsføre produkter, der ganske vist indeholder protein, men hvor proteinindholdet ofte er med til at “sløre” et massivt sukkerindhold.

Populære kostbøger omkring “Stenalderkost”, LCHF, low carb, etc. har været med til at skabe øget fokus på protein, men desværre også fået en række fødevarerproducenter til bruge protein som et effektivt buzzword, alene for at sælge deres produkter. I fryseboksen i vores supermarkeder kan vi fx finde en Skyr-is, der markedsføres som proteinrig, men som ikke indeholder mere protein end traditionel flødeis. Men også i vores egen verden finder man efterhånden et bredt sortimentet af “proteinbarer” på hylderne. Barer der for nogle producenters vedkommende indeholder skræmmende mængder af sukker. Enkelte endda med så meget tilsat sukker, at det kan matche indeholdet i  en Snickers, som de færreste nok ville betragte som den bedste eftertræningssnack.

Så hvis du vil være sikker på, at du ikke falder for de samme tricks, som fødevareindustrien havde stor succes med at få os forbrugere til at falde for, da fedtforskrækkelsen var på sit højeste, så vær opmærksom på følgende: Ligesom ordet “fedtfattig” i sin tid blev brugt til at dække over et højt sukkerindhold, så husk, at et et produkt der markedsføres på “højt proteinindhold” ikke er en automatisk sundhedsanprisning – det kan også dække over massive mængder af sukker.

Kilde: Morten Svane Proteinopskrifter.dk