forbr+ªndingDe fleste cardiomaskiner i dag er udstyret med kalorietællere, som har til hensigt at fortælle brugerne, hvad de forbrænder, mens de træner. Dette er jo helt fantastisk! Således er vi et skridt tættere på at kunne regne ud, hvordan vores daglige energibalance ser ud – eller er vi?

Det store spørgsmål er nemlig – kan vi stole på de oplysninger maskinerne giver os? ABC News har sammen med lægen og træningseksperten Mitchell Roselin undersøgt diverse kalorietællere, og hans konklusion er klokkeklar:

”Mange bruger den indbyggede kalorietæller i maskinerne i jagten på den perfekte krop. Men den bygger ikke på præcis videnskab, og det antal kalorier, som maskinen fortæller, at du har forbrændt, stemmer ikke nødvendigvis overens med virkeligheden.”

Roselin understreger, at det forbrændte antal kalorier ofte er alt for højt. Ofte forholder det sig nemlig således, at maskinerne giver dig 10, 30 ja af og til 50 procent mere, end det du reelt forbrænder. Det er et fysiologisk faktum, at maskinerne ikke har en ærlig chance for at angive det præcise kalorieforbrug, når du træner: “Disse maskiner kan på ingen måde præcis fastslå, hvor mange kalorier man forbrænder ved at arbejde i dem,” siger læge og vægtspecialist Mitchell Roslin. ”De færreste maskiner tager højde for mængden af kropsfedt,” forklarer Roslin.

To personer, som vejer det samme, forbrænder ikke det samme antal kalorier, selv om de bruger den samme maskine i lige lang tid. Den person, som har mest fedt, vil forbrænde færre kalorier end den person, som har størst muskelmasse.

Heller ikke Mal McHugh fra the Nicholas Institute of Sports Medicine mener, at maskinerne præcis kan sige, hvor mange kalorier, man forbrænder under træningen. Resultatet beror på en kompliceret matematisk formel, som også afhænger af kroppens fedt og muskelmasse. ”Nogle maskiner er dog bedre end andre til at fastsætte kalorieforbruget. De vægtbærende maskiner som trædemøller og stepmaskiner er mere præcise end stationære kondicykler, fordi kondicyklen ikke kender din vægt,” siger Mal Mchugh, som understreger, at specifik pulstræning er en rigtig god ide, hvis du ønsker at have kontrol over, om du arbejder ved høj intensitet og derved har en høj forbrænding. Hvis ikke du har en pulsmåler, så handler det ganske enkelt om at få så meget sved på panden som muligt – og naturligvis oparbejde en stor muskelmasse, så din forbrændingsmotor bliver så optimal som muligt.