Motion virker som balsam for hjertet, og det er efterhånden velkendt for alle, at bevægelse er et unikt redskab, hvis vi ønsker at sikre os et sundt og raskt hjerte. Den gode nyhed er, at det ikke kun er hjertet men også hjernen, som holdes ung af motion. Motion er den bedste måde at holde neuronerne i hjernen sunde på, idet bevægelse øger hjertets mulighed for at pumpe blod rundt i kroppen og derved også til hjernen.

Dette giver en bedre korttidshukommelse, bedre stresshåndtering samt mindsker risikoen for Alzheimer

Og der er endnu en god nyhed: Tidligere antog man, at hjernen stoppede med at danne nye nerveceller ved fødslen eller kort tid efter. Men nyere forskning viser, at vi ER i stand til at danne nye nerveceller gennem hele livet. Opskriften er simpel og dejlig: Vi skal bevæge os! Moderat motion danner nemlig nye nerveceller. Cellerne kan som udgangspunkt overleve i 4 uger. Men vi kan få dem til at blive længere. Det kræver blot, at vi supplerer vores motion med en god bog eller et tilsvarende intellektuelt krydderi. Nervecellerne skal med andre ord “fyldes op”. Derfor bliver vi desværre ikke Einstein af kun at dyrke motion – men en kombination mellem motion og bøger kan udrette mirakler.

kilde: Colcombe “Neurocognitive Aging & Cardiovascular Fitness”