En ny og endda sund chokolade er på vej. Mørk chokolade med hørfrø og chili, der øger forbrændingen.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Danske forskere fra Københavns Universitet er ved at udvikle en chokolade, der øger kroppens forbrænding, mætter og stadig smager godt.

”Det kunne være interessant, hvis helt almindelige mennesker kunne bruge chokoladen som et indslag i deres kost og på den måde kunne komme til at spise mindre,” siger professor dr. Med. Arne Astrup, der leder Institut for Human Ernæring ved Life på Københavns Universitet.

Arne Astrup og hans kolleger forsker i fedme og hvordan vi kan bekæmpe den. Mørk chokolade er interessant, i den forbindelse, da det indeholder det mættende fedtstof stearinsyre samt koffein og et koffeinlignende stof kaldet, theobromin. Theobromin er med til, at øge kroppens forbrænding og effekten bliver endnu bedre hvis man kombinerer det med chili eller grøn te.
”For at få chokoladen til at mætte ekstra godt, putter vi nogle hørfrøfibre i. Fordelen ved disse fibre er, at de ud over at mætte, også binder noget af fedtet fra maden i tarmen. Det samme gør den calcium, der findes i chokoladen. Ved at blande hørfrøfibre med chokoladen, mener vi at kunne binde noget af fedtet fra chokoladen, så kroppen ikke optager det,” siger Arne Astrup, der pointerer, at Københavns Universitet har patenteret anvendelsen af hørfrøfibrene til, at mætte og binde fedt.

Men for at chokoladen bliver et hit, skal den smage godt. Derfor har forskerne gjort meget ud af, at lave en velsmagende chokolade.

”Vi har eksperimenteret med at lave chokolader i flere forskellige former, og er endt op med en håndfuld forskellige slags. Efter forsøgende har været på standby i et par år, går vi nu i gang med at teste i forsøg, for at afklare, om de har den ønskede effekt på kroppen,” siger Arne Astrup.

Studier tyder på, at stearinsyrefedt i maden, kun optages med 90 procent, dvs. Måske 10 procent af stearinfedtet ryger med afføringen. Hvis man kunne øge dette kalorietab til 30 procent ved, at tilsætte kalcium og hørfibre, ville det begynde at ligne noget.

”Så er det lige før, at man kunne argumentere for, at chokolade kunne bruges som et slankemiddel,” siger Arne Astrup til slut.

Kilde: Videnskab.dk