To ud af tre danskere vil gerne tage deres rester med hjem fra et restaurantbesøg, hvis tjeneren tilbyder det. Men restauranterne er hårdt pressede på deres indtjening og har svært ved at finde ressourcerne.

Unilever Food Solutions og Stop Spild Af Mad er derfor gået sammen om et nyt doggybag-initiativ, der kan hjælpe restauranterne til at imødekomme gæsternes ønsker og samtidig reducere Danmarks samlede madspild.

Danmark er en stor madspilder

Ifølge de nyeste tal fra Nordisk Ministerråd spilder de professionelle danske køkkener ca. 140.000 ton mad om året. Dette spild er unødigt stort. To tredjedele af den danske befolkning vil nemlig gerne have doggybags med hjem, når de er ude at spise.

Men tjeneren skal selv tilbyde det (61 pct.), maden må ikke blive rodet sammen (64 pct.), og den skal kunne komme hjem i køleskabet med det samme (64 pct.). Det viser den nyeste undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Stop Spild Af Mad.

Mange danske restauranter vil gerne tilbyde denne service, men de har hverken de nødvendige ressourcer eller økonomien til det.

Doggybag skal være en del af service

På den baggrund har Unilever Food Solutions og Stop Spild Af Mad nu besluttet at stille doggybags til rådighed for restauranter, som ønsker at kunne yde denne ekstra service til deres gæster og være med til at reducere madspildet i Danmark. Og håbet er, at doggybag-initiativet vil bidrage til at sætte fokus på madspild og nedbryde tabuet om at tage rester med hjem fra et restaurantbesøg.

Unilever Food Solutions sponserer produktionen af de nye doggybags, som cafeer og restauranter kan bestille gratis på Unilever Food Solutions hjemmeside.

 Restauranter med på ideen

Og de første meldinger fra restauranterne er positive. Krebshuset i Sorø er blandt de restauranter, der har testet de nye poser. Og restauratør Pia Rasmussen siger om initiativet: »Vores gæster har taget godt imod tilbuddet om at få resterne af deres måltider med hjem. Og det er en rigtig god løsning for alle parter.  Gæsterne får en ekstra glæde af deres restaurantbesøg, og vi undgår af skulle smide god og lødig mad ud.«

 

Gourmetkok er positiv

»Det er på alle måder et fint initiativ at tilbyde restauranterne en nem og hygiejnisk emballage, så gæsterne kan få deres uspiste servering med hjem. Mange vil fx gerne have kødet med hjem til lidt biksemad dagen efter – eller til en haps til hunden. Og det er jo super at kunne gøre gæsterne glade« siger gourmetkok og restauratør Claus Christensen fra Restaurant Gammel Mønt i København.