bananerBananer er en af verdens mest populære frugter og med god grund. Bananer er ikke kun abemad, men også en perfekt snack både i forbindelse med træning og som mellemmåltid. Bananer er sund fastfood fra naturen. De har nemlig et lavt indhold af fedt og kalorier og en af de bedste kilder til både energi, kalium og vitamin B6.

Bananer er derfor ren helsekost. Bananer er først og fremmest en energirig frugt, der er rigtig god at spise både før og efter hård motionstræning. Den giver hurtig energi fra kulhydraterne, kalium til væskebalancen og vitamin B6 til protein- og muskelopbygningen. Endelig har bananer også et højt indhold af jern, der stimulerer kroppens produktion af hæmoglobin i blodet og dermed iltningen af blodet. Deres meget lave fedtindhold gør samtidig, at bananer er en god spise i forhold til forebyggelse af hjerte-karsygdomme og andre livsstilssygdomme. Endelig sørger det høje indhold af kalium også for at få forhøjet blodtryk til at falde og gør at du bedre kan tåle at spise salt. Kalium har nemlig den modsatte effekt på blodtrykket end natrium, der er i almindeligt salt og som har vist sig at hæve blodtrykket. Hvis du har hang til salt mad, bør du spise ekstra mange bananer for dit blodtryks skyld.

Bananer har også en positiv indvirken på stress. Når vi er stressede, stiger vores forbrænding, hvilket reducerer kroppens indhold af kalium, som ellers hjælper kroppen med at normalisere hjerterytmen, ilte blodet og regulere væskebalance. Ved at spise bananer, når du er stresset, kan du rette op på den ubalance. Derudover indeholder bananer både antioxydanterne vitamin A og C, samt vitamin B, der bl.a. beroliger nervesystemet, og en række andre nyttige vitaminer og mineraler som vitamin B6 riboflavin, calcium, zink og folinsyrer. Bananer hjælper dig sågar også mod de ubehagelige eftervirkninger efter en våd aften i byen. En god og hurtig måde at komme tømmermændene til livs på er ved at drikke en bananmilkshake med honning. Banan beroliger maven og med hjælp fra honningen genoprettes blodsukkerniveauet, mens mælken lindrer og rehydrerer dit system.

 

HER ER, HVAD DU FåR UD AF BANAN (100 G):

BANAN INDEHOLDER CA. 74% VAND, 23% KULHYDRAT, 1% PROTEIN, 0,5% FEDT OG 2,6% FIBRE.

KALORIER:               127

PROTEIN:                  1,2 G

KULHYDRATER:     33 G

FEDT:                          0,3 G

KALIUM:                     245 MG

FIBRE:                        0,8 G

CALCIUM:                 46 MG

 

FAKTA OM BANANEN

• Bananplanten kaldes ofte fejlagtigt for bananpalme. Men bananplanten er faktisk verdens største urt og er mere i familie med ingefær og kardemomme end med palmer.

• En bananplante kan blive op til 10 meter høj, bære op til 200 bananer og veje 50 kilo.

• Ifølge en gammel legende var den forbudte frugt i Paradis ikke et æble men en banan og deraf det latinske navn Musa Paradisiaca.

• I dag findes der ca. 500 forskellige banansorter. Små og store, gule, røde, rosa, grønne buede og lige, spiselige og uspiselige og så videre.

• De første bananer lignede ikke helt de kæmper, vi finder på grønthylderne i det lokale supermarked. De var meget mindre – på længde med en finger. Derfra fik bananen også sit navn, idet banan betyder finger på arabisk.

• Døjer du med PMS, så snup en banan. Indholdet af vitamin B6 regulerer blodets glucose niveau

 

BANANERS HISTORIE

Banan regnes for at være en af verdens ældste kulturplanter. Den har sit hjemsted i det tropiske Sydøstasien, hvor der stadig findes visse vildtvoksende arter. Arabiske krigsherrer bragte bananen fra Sydøstasien til Mellemøsten. Herfra har den bredt sig til Afrika og de Kanariske øer. Spanierne bragte i 1500-tallet bananen med til Mellem- og Sydamerika, og da Columbus opdagede Amerika, fik europæerne også øjnene op for denne frugt. I Nordeuropa er bananen et ret nyt bekendtskab og kom faktisk først til Danmark for ca. 90 år siden.