Ifølge en ny rapport fra den internationale breddeidrætsorganisation ISCA med titlen ‘Inactivity Time Bomb’ omkring europæernes fysiske inaktivitet, så er det ganske dyrt, at én ud af fire voksne og fire ud af fem unge i Europa ikke bevæger sig nok. Dette bidrager ifølge rapporten med op til 500.000 årlige dødsfald. Og manglen på fysisk aktivitet medfører ligeledes livsstilssygdomme som åreforkalkning, type 2 diabetes og angstlidelser, der koster Europa mere end 80 milliarder euro hvert år.

Med implemetering af blot  20 minutters daglig aktivitet kan Europa redde liv og spare penge, ifølge  pressemeddelelsen i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten.
”Vi skal bevæge os mere. Så enkelt er det. Men 20 minutters moderat aktivitet dagligt vil have stor betydning for disse tal. Hvis vi kunne ændre niveauet af inaktivitet i Europa med blot en femtedel, kunne vi redde 100.000 liv og spare over 16 milliarder euro årligt,” siger ISCA-præsident Mogens Kirkeby i pressemeddelelsen.

Rapporten er en del af den store kampage ‘NowWeMove’, der blev lanceret i 2012, hvor målet for ISCA er at få 100 millioner flere aktive ved at udbyde en bred palet af aktiviteter og ideer, der kan inspirere både politikere og borgere i Europa til en mere aktiv livsstil.