Af: læge kathrine kaaris

Hvis man skulle tro visse dele af levneds-middelindustrien, så er vi alle i sådan et underskud af vitaminer, mineraler og spor-stoffer, at vi – selv om vi måske ikke er direkte syge – så i hvert fald befinder os i en helbredsmæssigt gråzone, hvor faren for sygdom på grund af mangel på livsnød-vendige co-enzymer og antioxidanter lurer lige rundt om hjørnet.

 

Mat, slap og fejlernæret
Men fat håb! Heldigvis findes der fødevarer af alle slags tilsat netop disse stoffer, som vi går rundt og mangler. Der findes madvarer, der kan udfylde dette ernæringsmæssige deficit, og ved at vælge dem, når vi fylder indkøbskurven, kan vi skaffe os aflad for hverdagens usunde synder.

Løsningen hedder functional foods. Madvarer, som på forhånd er tilsat for eksempel A, C og E-vitamin, LC1, Pro3+ og Omega 3. Nej, der er ikke tale om nye fjernsynskanaler. Hi-tech formlerne gælder specielle tilsætningsstoffer, der efter sigende kan gavne sundheden. Men er de nu i virkeligheden også så sunde, som det påstås? Er det videnskabeligt berettiget, at vitaminberigede chokolader, sodavand og chips går deres sejrsgang verden over? Eller hjælper disse vitaminberigede lækkerier i virkeligheden kun mod dårlig samvittighed over forkerte kostvaner?

 

Spis dig sund
Der er nok ingen tvivl om, at functional foods er kommet for at blive. Ganske vist er det endnu ikke tilladt i Danmark at tilsætte vitaminer til dagligvarer, lige som det heller ikke er tilladt direkte at reklamere med, at en eller anden vare skulle være specielt gavnlig til at forebygge sygdom. Lovgivningen er helt klar på dette punkt. Et faktum som fødevaregiganten Unilever måtte indse, da de for et par år siden forsøgte sig med en større reklamekampagne for et nyt margarineprodukt, hvis indhold af særlige olier skulle kunne forebygge hjerte-karsygdomme. Alligevel gøres der ustandselig mere eller mindre kreative forsøg på at omgå paragrafferne, og i en del tilfælde lykkes det da også. Tag for eksempel en pakke “Guldkorn” eller et lignende sukkerproppet morgenmadsprodukt. Umiddelbart ville man synes, at man skulle være mere end bare almindeligt naiv for at tro på, at den slags skulle være sundt. Ikke desto mindre gøres der med tydelig skrift opmærksom på, at netop tilsætningen af diverse livsvigtige vitaminer er med til at hæve netop denne type morgenmad op på et højere sundhedsmæssigt niveau, ikke mindst hvis det spises med mælk på, som det jo er meningen med de fleste produkter i denne kategori. Og hvad med de utallige surmælksvarianter, man kan købe? “Holder maven i orden”, “Holder dig i balance” o.s.v., o.s.v.. For slet ikke at tale om et produkt som Gayo (med causidokulturer i), der mere eller mindre direkte reklamerer med, at hvis du spiser Gayo hver dag, så er der en chance for, at du ender med at blive lige så gammel som de mennesker, der lever i det område af Kaukasus, hvor mælkesyrebakterien Causido stammer fra.

 

Velsmagende vitaminer
I udlandet, hvor functional foods som sagt allerede længe har haft en solid markedsandel, går fabrikanterne langt videre, når de skal prise de gode egenskaber ved en vare. Functional foods vil nemlig ikke kun ernære. De vil også helbrede. De såkaldte pro-biotiske (pro bios=for livet) surmælksprodukter – som for eksempel Gayo – var med til at bane vejen. Men hvor netop Gayo rent faktisk er syrnet med en naturligt forekommende mikroorganisme, hvis sundhedsfremmende egenskaber er rimeligt veldokumenterede, går de udenlandske produkter meget længere med hensyn til tilsætning af stoffer, som måske kan gøre dem endnu sundere. For eksempel er det helt almindeligt at tilsætte vitaminer, især D-vitamin, til mælkeprodukter. Ikke mindst, når det drejer sig om mælkeprodukter, der henvender sig til børn. Så gør det ikke så meget, at de er fulde af farvestoffer og smagskorrigenser. Vitaminerne glider jo ned med et smil, ikke?

 

Hvor meget er nok?
Når det så er sagt, så kommer man nok heller ikke uden om, at der kan være mange gode grunde til at tilsætte vitaminer til mad. Ganske vist anføres det fra officiel side, at hvis man bare sørger for at spise nogenlunde varieret, så skulle man være fuldt dækket ind med hensyn til nødvendige vitaminer og mineraler. Men det er muligvis en sandhed med modifikationer: For det første findes der rigtig mange mennesker, der ikke spiser varieret overhovedet. For det andet findes der lige så mange, der ikke spiser særlig meget. Det gælder både dem, der gerne vil holde sig slanke og mange ældre, hvis appetit ikke længere er så stor. Meget tyder på, at disse befolkningsgrupper rent faktisk ikke får vitaminer nok. I hvert fald ikke gennem kosten. For det tredie bliver der i disse år fra flere og flere sider stillet spørgsmålstegn ved de officielle anbefalinger med hensyn til vitaminindtag. Flere eksperter inden for området kost og sygdom hævder nemlig, at anbefalingerne er forældede, og at den mængde vitaminer, man burde indtage hver dag, burde være mange gange større, end hvad der på nuværende tidspunkt anses for tilstrækkeligt.

Netop mælkeprodukter er sådan set et udmærket eksempel: Mælk er sundt, det ved enhver. Fordi mælk indeholder kalk, der er nødvendigt for at holde knoglerne sunde og stærke. Men hvordan kan det så være, at der netop i de nordiske lande, hvor der dagligt drikkes mere mælk end nogle andre steder i verden, også er den højeste forekomst af knogleskørhed? Svaret er, at vi ikke får D-vitamin nok. Og D-vitamin er en forudsætning for, at man overhovedet kan optage kalken fra kosten. Så udfra den betragtning var det måske slet ikke nogen dårlig ide at tilsætte D-vitamin til mælk og yoghurt.

 

Hvor går grænsen?
Men hvor går grænsen? Er det for eksempel i orden at tilsætte ginsengekstrakt til urtete, men ulovligt at hælde C-vitamin i øl, hvilket tidligere var helt almindeligt? (Og, da man holdt op med det, resulterede i, at adskillige bryggeriarbejdere udviklede skørbug!)

Et af problemerne omkring ja eller nej til vitaminer i mad er, at ingen nøjagtig ved helt præcist, hvor store (eller hvor små) mængder af et givet stof kroppen har godt af. En del vitaminer er nemlig giftige, hvis de gives i for store doser. Det samme gælder de såkaldte antioxidanter (hvor af en del i øvrigt er vitaminer). I de rigtige doser kan de formentlig forebygge sygdomme som åreforkalkning og kræft, hjælpe sårheling og modvirke infektioner. Men overskrides den optimale dosis, virker de stik modsat – altså i værste fald direkte sundhedsskadeligt.

 

Nature´s own
Der forskes som sagt ivrigt i vitaminers og mineralers indvirken på kroppen, og der vil formentlig gå mange år, før der bliver enighed på området, hvis det nogensinde sker. Indtil da kan man jo – sådan i det små – eksperimentere med sin egen, naturlige functional food. Der findes nemlig en lang række helt almindelige fødevarer, der i sig selv er fyldt med de stoffer, som industrien forsøger at eftergøre. Functional food unplugged – så at sige:

• Æbler: Især grønne æbler er rige på C-vitamin, fedtbindende pektiner (en slags stivelse) og antioxidanter.
• Solbær: fulde af C-vitamin.
• Grøn te: Antioxidanter. Kan muligvis forebygge visse kræftsygdomme.
• Fede fisk (sild, makrel, laks) : Omega3-fedtsyrer, der modvirker åreforkalkning. D-vitamin, der sørger for optagelsen af kalk.
• Hvedekimolie: E-vitamin. Godt for huden.
• Chokolade (mørk): Indeholder aminosyren tryptofan, der er forstadiet til serotonin, det stof, vi mangler, når vi er deprimerede.
• Yams: Indeholder phytoøstrogener. Holder huden ung og beskytter knoglerne mod afkalkning.
• Rødvin: I små mængder sænker det risikoen for blodpropper.