Danskerne spiser stadig mere fuldkorn på trods af det store fokus på stenalderkost og stigende kulhydratforskrækkelse.

Salget af de fuldkornslogomærkede produkter steg 7,2 procent i 2012 ift. 2011 og 82 procent af den danske befolkning mener, at fuldkorn er sundt.

Danskerne skifter i stigende grad hvedebrødet ud med fuldkornslogo- mærkede varianter. Det viser nye tal fra analyseinstituttet Nielsen, som Fuldkornspartnerskabet har fået foretaget. Ifølge disse tal er salget af fuldkornslogomærket knækbrød steget med 47 procent, dybfrost brød med 17 procent og morgenmad med 21 procent i 2012 ift. 2011.

Udviklingen vækker begejstring hos Diabetesforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Foreningen af Kliniske Diætister og Fødevarestyrelsen, som alle er partnere i Fuldkornspartnerskabet. ”I Fuldkornspartnerskabet arbejder vi for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn. Det er glædeligt at se, at danskerne har taget fuldkorn til sig. Fuldkorn findes efterhånden i utroligt mange forskellige produkter, hvilket gør det nemt at få fuldkorn ind i kosten både til morgen, middag og aften”, siger sundhedskoordinator og klinisk diætist Lisa Witt fra Diabetesforeningen.

Stadig en vej at gå
Trods fremgang i salget er der stadig en opgave, der skal løftes. Fødevarestyrelsen anbefaler, at en voksen spiser 75 gram fuldkorn om dagen. Det svarer til en lille portion havregryn og 1-2 skiver rugbrød, og der er vi ikke endnu.

”Vi har en opgave i fortsat at udbrede kendskabet til fuldkornskampagnen og anbefalingen af de 75 gram fuldkorn om dagen. Rugbrødssalget er desværre samlet set faldende. Heldigvis er der en lille stigning i salget af fuldkornslogomærket rugbrød. Rugbrød er sammen med havregryn danskernes primære kilde til fuldkorn, og vi ønsker at få rugbrødet tilbage på tallerkenen som en af danskernes foretrukne fødevarer, siger kampagneleder Rikke Iben Neess.

Fordele ved fuldkorn
Fuldkorn er en del af de 8 kostråd og lever du efter kostrådene, vil kroppen få dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Samtidig nedsætter du risikoen for livsstilssygdomme som hjerte-karsygdomme, type 2 diabetes, visse former for kræft og forebygger, at du tager på i vægt.

Hvad er fuldkorn?
Fuldkorn kan både være hele kerner, knækkede kerner eller malet til fuldkornsmel. Det vigtigste er, at alle dele af kornet er med – også alle skaldelene. Det er nemlig her de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder.