Ny fitnessuddannelse gør instruktørerne bedre til at støtte dig, når du skal brænde de overflødige kilo af. Nu kan du også få ernæringsvejledning, så processen foregår så sikkert og sundt så muligt.

De første 24 elever på Danmarks nye fitnessuddannelse er nu færdiguddannet og står klar til at hjælpe dig af med fedtdepoterne. HK og Dansk Erhverv, der sidder i uddannelsesnævnet for handels- og kontorområdet, har i samarbejde oprettet den nye fitnessuddannelse.

Marianne Kragh, der er formand for det faglige udvalg er sikker på, at den nye erhvervsuddannelse vil være med til at give fitnessudøvere en bedre, sundere og mere sikker vejledning:

– De, der gerne vil være i god form og leve sundt, kan fremover nyde godt af vores nyuddannede fitnessinstruktører, der kan tilbyde professionel rådgivning og støtte op om en sund livsstil, siger Marianne Kragh, chefkonsulent for uddannelse i Dansk Erhverv.

Fitnessuddannelsen, som tager halvandet år, har fag som anatomi og fysiologi, der giver fitnessinstruktøren indblik i, hvordan kroppen og musklerne fungerer, så de kan sammensætte et korrekt og sikkert træningsprogram. De lærer også om ernæring og kost, så de kan rådgive i relation til træning og livsstilsvaner.

Næstformand Bjarne Nielsen fra HK/Privat glæder sig over, at der har været så stor interesse for uddannelsen.

– Det er en branche, der har været i vækst i mange år, så det er godt, at vi endelig får en professionel uddannelse, der kan være med til at modne fitnessbranchen, siger Bjarne Nielsen, HK/Privat.