fiskens dagRådhuspladsen i København forvandler sig lørdag den 13. september til et festligt arrangement med fiskeauktioner, kokkeskoler og underholdning. Det sker for at markere den årlige Fiskens Dag.

Fiskeauktioner er oftest forbeholdt de morgenfriske, men i anledning af Fiskens Dag er fiskeauktioner en af de aktiviteter, som københavnerne kan overvære på Rådhuspladsen uden, at det bliver nødvendigt at stille vækkeuret. Fødevareminister Dan Jørgensen skyder en fiskeauktion i gang klokken 12.15.

Fødevareministeren har netop nedsat en tænketank, der skal komme med forslag til en bedre madkultur i Danmark. Tænketanken skal supplere de eksisterende kostråd og give danskerne inspiration til god og sund madlavning, blandt andet for at komme fedme og livsstilssygdomme til livs. Fisk er en af de sunde og nærende råvarer, som vi bør spise mere af:

“Til trods for at vores have bugner med fisk, er danskernes fiskeindtag langt fra de anbefalede mængder. Vores seneste undersøgelse viser, at kun hver femte dansker spiser fisk to gange om ugen. Vi følger altså langt fra kostrådene, som oven i købet blev justeret sidste år til at spise mere fisk, end hidtil anbefalet. Vi håber derfor, at Fiskens Dag kan være med til at udbrede opmærksomhed, inspiration og glæde over for fiskeretter – til gavn for danskernes sundhed”, siger Lone Marie Eriksen, projektkoordinator i Fiskebranchen.

Kom på kokkeskole til Fiskens Dag

Musik og underholdning danner rammen for den festlige dag, der fejrer havets gode og sunde råvarer. Tv-værterne Marie og Jeppe, kendt fra børneprogrammet “Lille Nørd”, vil levere underholdning i dagens program. Udover at deltage eller overvære fiskeauktioner, hvor der kan købes frisk fisk af fiskehandlerne, vil det også være muligt at smage, se og røre ved danske fisk.

For de børn, der vil mere end at smage og kigge, er der mulighed for at tilberede fisk samtidig med, at de får viden om den sunde spise. Det er kokken Carsten Kyster, kendt fra programmerne “Harry med far i køkkenet”, der stiller op med sin kokkeskole, som har til formål at inddrage børn i madlavningen og vise dem, at fisk kan smage både lækkert og være sjovt at tilberede fisk.

Læs mere om Fiskens Dag og find programmet på: www.fiskensdag.dk