tilbehør grill1. Mixet salat
Rå grønsager er noget af det bedste, du kan give din krop, fordi alle vitaminer, mineraler og fibre er intakte. Du kan i princippet mikse salaten lige efter dit hoved, humør og køleskabsindhold. Denne her salat kræver næsten ikke noget arbejde i køkkenet, men giver dig masser af sundhed og energi i form af fibre, beta-cartotene, folinsyre, kalium, vitamin C og E, samt andre effektive antioxidanter. Miks grønne, kraftige salatblade som frisk spinat, rucola og feldsalat med store stykker agurk, cherrytomater og rød peber samt oliven og ristede pinjekerner.

 

2. Salsa dip
Salsa smager så godt, at det næsten er en synd. Men det er det ikke – det er faktisk rigtig sundt. Salsa indeholder næsten ikke nogen kalorier eller fedt, men indeholder på grund af tomater og hvidløg masser af antioxidanter, vitamin E og C, samt mangan og selen. Og så er det nemt at lave. Mix knust hvidløg med tomater, rødløg og lidt rød peber sammen med finthakket chili, limesaft og en lille smule olivenolie.

 

3. Bagte kartofler
Bagte kartofler er en af de sundeste måder, du kan spise kartofler på. Især hvis du bytter dressingen eller smørret ud med en lille klat 9% cremefraiche med krydderurter og frisk peber i stedet. Du får masser af kostfibre – især hvis du spiser skrællen med – og C-vitamin. Pensel kartoflerne med olie, og giv dem lidt salt. Bages i ovnen ved 180 grader i 75 minutter.

 

4. Pastasalat
Pasta er ligesom kartofler rige på kulhydrater, så du må vælge, om du vil have den ene eller den anden form for tilbehør, ellers drukner din krop i ubrugt energi. Når det er sagt, så er der rig mulighed for at blande pastaen op med alle mulig gode, sunde ting, som din krop vil elske. Prøv f.eks. at blande pastaen op med tun, rødløg, chili og en lille smule mayonnaise. Se det er kræs for både dit energiniveau og din muskelvækst.

 

5. Krydret couscous
Couscous er fuld af kulhydrater og indeholder næsten ikke noget fedt. Den er lige som de bagte kartofler eller pastasalaten et godt tilbehør til grillkødet. Fordelen ved couscous er, at den tager smag fra de øvrige ingredienser. Denne couscoussalat har en god kraftig smag, der gør, at den ikke forsvinder blandt alle de andre kraftige smagsindtryk. Mix den kogte couscous med forårsløg og soltørrede tomater. Det giver dig ud over den gode smagsoplevelse masser af kalium, C-vitamin og folinsyre.