fem gode forslag til grill1. Den klassiske bøf
Ingen grill uden oksebøffer. Der er absolut ingen grund til at ofre den gode bøf i sundhedens tjeneste, så længe du vælger magert kvalitetskød. Magert oksekød indeholder kun omkring 6% fedt og er rig på både proteiner, jern og zink. Sørg for at krydre bøffen med masser af frisk peber og gnid den med hvidløg, så har du en helt fantastisk steak. Er du til røde bøffer, så steg bøffen 3-5 minutter på hver side og skal den være gennemstegt, så skal den have 8-10 minutter på hver side.

 

2. Skinkeschnitzel
Gris på grill er bestemt heller ikke nogen dårlig idé. Svinekød har længe været et fyord, når det gælder sund og slank mad. Men det er helt uberettiget. Der findes rigtig meget magert svinekød. Skinkeschnitzel indeholder ca. 2 gram fedt pr. 100 gram og indeholder desuden både masser af protein, kalium, selen, vitamin B og zink. Har du mulighed for det, så mariner kødet i sursød chilisovs natten over. Du kan også pensle kødet i en smule olivenolie og barbecuesovs og lade det trække i 20-25 minutter, mens kullene bliver varme og derefter vende schnitzlerne regelmæssigt, indtil de er gennemstegte.

 

3. Kyllingelår
Kylling på grillen er også rigtig lækkert og fjerner du skindet på lårene, er der kun 6 gram fedt pr. 100 gram. Det er nu heller ikke den store synd at lade skindet blive på. Du får ca. et gram mere fedt på den bekostning. Kylling er en god kilde til både protein, kalium og vitamin B. Du kan spice kyllingelårene op med lidt honning, balsamico, limesaft og chili eller bare grille dem ”on the rocks” i ca. 20-25 minutter, mens du vender dem regelmæssigt.

 

4. Tigerrejer
Er du til alt godt fra havet, så er tigerrejer svære at komme uden om, når der skal lidt havgus på grillen. Rejer indeholder stort set ikke noget fedt, og så er de rige på mineraler som magnesium, jod og zink. Det tager ikke mere en et par minutter at tilberede et spyd med 3-5 tigerrejer (de er klar, når de har ændret farve fra grå til lyserøde). Og de bliver endnu mere lækre, hvis du strør lidt koriander, chili og hvidløg ud over og serverer dem med chilidip.

 

5. Laksesteaks
Vil du gøre noget ekstra godt for din krop, så giv den et skud omega 3 med en laksesteak på grillen. Laks er en fed fisk, men vel at mærke det gode fedt, så den er absolut en værdig grillkandidat. Pensel laksen med lidt olivenolie og grill den i ca. 15 minutter, inden grillen bliver alt for varmt. Eller hæv grillristen et niveau, så fisken er lidt længere væk fra gløderne.