grønsager grill1. Grøntsagsspyd
En god måde at snige flere grøntsager ind på menuen er ved at trække dem på en pind og grille dem. Du kan stort set grille hvad som helst. Her er en god vitamincocktail: Squash, peberfrugter og champignon. Den kombination giver dig tilsammen beta-caroten og andre kraftige antioxidanter, vitamin A, B, C, E og K, mangan, omega-3 fedtsyrer, jern samt kostfibre og folinsyrer for bare at nævne lidt af alt det gode, der er i de tre grøntsager. Grill dem rå eller vendt i lidt marinade i ca. 10 minutter, indtil grøntsagerne er brune i kanten.

 

2. Majs på pind
Majs på grill er en rigtig lækker sommersnack. Majs er den sødeste af alle kornsorter, vi kender og samtidig rig på vitamin A, B, B5 og C, samt magnesium og protein. Derudover er majs en god kilde til kalium, som bl.a. kan neutralisere de negative virkninger af at spise for meget salt.

 

3. Tomater i folie
Bagte tomater på grillen er altid en rygende varm fornøjelse. Det gælder om at holde sig i skindet, indtil tomaten er kølet lidt af, inden du kaster dig over den. Men er du tålmodig, er der både god smag, antioxidanter, vitamin A, C, E og K samt kalium og fibre i belønning. Skær et korsformet snit i skindet i tomaten modsat stilken og pensel dem i lidt olie. Læg tomaterne på folien på grillristen med den snittede side nedad mod varmekilden. Vend dem efter 2-3 minutter. På den måde falder tomaterne ikke sammen. Når tomaterne er færdigstegte, skæres skindet op som blomsterblade og krydres med salt og peber og finthakkede krydderurter f.eks. basilikum eller persille.

 

4. Grillede grønne bønner
Bland de grønne bønner med hvidløg, lidt olie, vand og jalapenos. Pak bønnerne ind i folie, så der er plads til, at bønnerne kan dampe, og grill foliepakken i ca. 20 minutter. Åbn derefter foliepakken og grill videre i 5 minutter mere, hvis du vil have dem sprøde. Når bønnerne er færdige, kan du hælde lidt citronolie ud over.

 

5. Grillede bananer
Ingen middag uden dessert, og den kan du også lige grille, nu du er i gang. Her er chokoladebananer et perfekt punktum for en god grillaften. Det lyder måske syndigt, men bananer er rig på både kalium og fibre, og mørk chokolade er rig på antioxidanter og derfor fuld ”lovlig” i begrænsede mængder. Split bananen halvvejs igennem på langs, mens den stadig er i skrællen. Put en par stykker chokolade ind i mellem de to halvdele og grill bananen på et stykke folie, indtil chokoladen er smeltet.