Vi giver dig 12 tips til, hvordan du kan få det optimale ud af din løbetur.

1 Få styr på fødderne
Det bedste løb får du ved at løbe jævnt og rytmisk. Sørg for, at det er hælene frem for fodballen, der rammer jorden først, når du løber. På den måde undgås skader bedst.

2 Kend din stil
Din løbestil har stor betydning for de sko, du skal løbe i for at få det optimale ud af dit løb og undgå skader. Hvis du ikke allerede kender din løbestil, så få lavet en løbetest i en sportsbutik, der har specialiseret sig i løb, så du er sikker på, at du har de helt rigtige sko.

3 Brug armene ordentlig
Lad armene bevæge sig i en afslappet rytme, så du undgår at spænde i overkroppen, hvilket let kan gøre dig øm i både nakke og skuldre, og undgå at knytte hænderne, da det får dig til at spænde i arme, skuldre og ryg.

4 Træn progressivt
Skal du i gang med løbe – enten igen eller for første gang. Så lad være med at starte for hårdt ud. Det giver store risici for skader både på krop og motivation. Start hellere lidt blidere ud end du tror, du kan og øg derefter gradvist fart og distance, så er du sikker på at både fysikken og mentaliteten kan følge med.

5 Test dig selv
En god måde at teste og presse sig selv på, er at løbe motionsløb. Konkurrencen får dig til at yde mere, og din sluttid er en effektiv måde at måle din fremgang på.

6 Glem ikke resten af kroppen
Løb kræver ikke kun stærke ben og et par velfungerende lunger. Hele din krop belastes faktisk under løb. Det kræver for eksempel en stærk kropskerne at bevare den korrekte holdning over en længere distance. Sørg for at træne en eller anden form for funktionel træning mindst en gang om ugen.

7 Løft vægte
Det er også vigtigt at styrketræne ved siden af dit løb. Styrketræningen er med til at udvikle de muskler, du ikke får trænet under løb, så du får en bedre løbeøkonomi.

8 Sæt turbo på din træning
Tempo forbedrer formen. Sørg derfor for at lægge turbo intervaller ind i dine løbeture. Løb alt hvad du kan i en given periode og vend derefter tilbage til grundtempo.

9 Op ad bakke
En anden måde at forbedre dit løb og din kondition på er ved at lægge stigninger ind på din rute. Både bakker og trapper kan bruges alt afhængig af hvor du løber.

10 Styrk knæene
Knæene er mest udsatte, når det gælder skader ved løb, derfor er det vigtigt at styrke dem. Det kan du blandt andet gøre ved at udføre ”funktionelle mobilitetsøvelser”. For eksempel at gå eller løbe med høje knæ løft eller lave dybe lunges.

11 Før dagbog
En effektiv og motiverende måde at holde øje med din fremgang på er ved at holde en løbe log, hvor du skriver dine træningsdata ned, hver gang du har været ude at løbe.

12 Løb sammen med andre
Det er nemmere at komme ud at løbe, når du løber sammen med andre. Det at løbe sammen med en eller flere er også med til at forbedre dit løb, fordi I på skift kan presse hinanden i tempo. Du kan eventuelt melde dig ind i en løbeklub.