gulerøbederForbrugerne spiser rodfrugter som aldrig før. Det kan mærkes hos avlerne, som hele tiden udvikler nye rodfrugter for at udvide middagsbordets spændende smagsoplevelser. Som nyeste trend står gule rødbeder på spring til at indtage butikkerne.

En rodfrugt er ikke bare en rodfrugt. Ud over den traditio-nelle rødbede, pastinak og jordskok er avlerne nemlig begyndt at udvikle særlige gourmetrodfrugter, der virkelig giver forbrugeren én på opleveren.

“Vi vil gerne have en oplevelse, når vi indtager et måltid. Vi vil gerne have inspirerende mad, der pirrer sanserne, smager fantastisk og gør middagen til noget helt specielt. Det kan man i den grad sige, at gourmetrodfrugterne gør,” fortæller rodfrugtavler Klaus Vestergaard.

De nye gourmetrodfrugter udvikles under forskningsprojektet Gourmet Roots, der har til formål at skabe ny viden omkring rodfrugternes gastronomiske kvaliteter for at introducere nye, inspirerende smagsoplevelser til middagsbordene landet over.

 

Store forventninger til gul rødbede

Klaus Vestergaard, som er en del af Gourmet Roots, tror særligt meget på gule rødbeder som fremtidens rodfrugtstjerne.

“Den gule rødbede kan kendes på sine fine gule striber under de røde klæder. Den får en dejlig sød smag, når den koges, og smitter ikke af på sine omgivelser. Derfor giver den lidt ekstra til de fleste middagsretter i form af både smag og udseende,” forklarer Klaus Vestergaard.

 

Rodfrugter elsker nordisk klima

Ifølge Danmarks Statistik er det samlede dyrkningsareal for rodfrugter hos frilandsavlere steget med over 58 procent i perioden fra 2003 til 2009. Det er blandt andet et øget fokus på nærende og sund mad, der kan tage æren for den store efterspørgsel. Og avlerne har ingen problemer med at give forbrugerne deres rodfrugter.

“Rodfrugter klarer sig særdeles godt under nordiske himmelstrøg, hvor det afbalancerede klima skaber ideelle forhold for dyrkningen. Rodfrugterne elsker nemlig vind og det til tider regnfulde vejr,” siger Klaus Vestergaard.