Seneste undersøgelse viser, at danske mænd spiser alt for lidt frugt og grønt i forhold til den anbefalede mængde. Derfor melder eksperterne nu for første gang klart ud til kvinderne: ’Lok grøntsagerne i din mand’.

”Lok din mand op af sovseskålen med klassiske manderetter, som er lidt grønnere, og tillad det, som han frygter er forbudt. Udfordringen er at få ham til at opdage, at grøntsager ikke er en straf,” siger ernæringsekspert Per Brændgaard.

Baggrunden er DTU Fødevareinstituttets seneste undersøgelse, der viser, at danske mænd kun får to tredjedele af den anbefalede mængde frugt og grønt om dagen.

List grøntsagerne i menuen
Når kvinder vil skubbe på mandens sundhed, er vejen frem ikke at forvandle ham til vegetar. I stedet handler det om at pifte velkendte retter op med sæsonens frugt og grønt og på den måde liste de sunde ingredienser ind i menuen.

”Servér for eksempel en lækker bøf eller hjemmelavede burgere, men gør retterne mere sunde og velsmagende ved at bruge flere grøntsager og mindre kød. Samtidig er nøglen at fokusere på varme retter, som er mere maskulint end den grønne salat,” fortæller Per Brændgaard.

På vej til kanin?
Årsagen til, at mænd ofte mangler lyst til at spise grøntsager, har ifølge ernæringseksperten rod i urgamle instinkter om at skulle være stærk. Samtidig kan mænd i nogle miljøer blive beskyldt for at være på vej til at blive kanin, hvis madpakken indeholder frugt og grønt.

”Manden bekræfter sig selv og omverdenen i, at han kan klare og tåle alt ved at spise åbenlyst usunde ting. På den måde viser han, at han ikke er en skrøbelig kvinde, som sidder og spiser grøntsager,” forklarer Per Brændgaard.

Kvinder er indgangsvinkel
De danske frugt- og grøntsagsavlere, bakker op om ernæringsekspertens kontante opfordring til kvinderne.

”Al erfaring viser, at det oftest er kvinden, der tager ansvar for familiens sundhed. Kvinderne er derfor en oplagt indgangsvinkel til at ændre på mandens spisevaner, og Sæson er ment som en inspiration til at pifte aftensmaden op med lækker og velsmagende frugt og grønt,” fortæller marketingkoordinator Pernille Bech fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg.

Ifølge den seneste undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet spiser mænd kun 401 gram frugt og grønt om dagen. Til sammenligning spiser kvinder 483 gram om dagen.

Fem gode råd:

Tillad det, som, manden frygter, er forbudt: Servér kylling, koteletter og bøf med sovs, men gør retterne mere velsmagende og sunde ved at bruge flere grøntsager og mindre kød.

Døm ikke. Nyd maden og tal ikke sundhed ved bordet. Det gælder om at få ham til at åbne sig over for grøntsagers mere nuancerede smag. Uden tvang.
Udtryk kontant omsorg. Hvis din mand virkelig spiser usundt, så skræm ham lidt. Kør ikke på den dårlige samvittighed, men fortæl, at du og børnene bliver kede af det, hvis han dør.
Det er en proces at spise sundt og grønt. Tal om mad med udgangspunkt i, hvad I godt kan lide. Tro ikke, at I kan spise sundt fra på mandag. Tag et lille skridt af gangen.
Kold mad er feminint. Varm mad er maskulint. Derfor har du større chancer for at lokke grønt i manden med rodfrugter i ovnen end den grønne salat.

Kilde: Ernæringsekspert Per Brændgaard.