Siden 1993 har Østersøens Idrætsefterskole i Marstal på Ærø tilbudt vinterbadning til skolens i alt 65 elever. En frivillig morgenfrisk aktivitet som godt 50% af skolens elever hvert år siger ja tak til.

“Jernholdet” begynder skoledagen kl. 06.15 med en frisk løbetur på ca. 1 km, klæder om ved strandkanten og kaster sig ud i Østersøen, får tøjet på og løber tilbage til skolen – klar til morgenmad og dagens undervisning.

I august, hvor badevandet er 20 grader er det ingen sag, men nu… med sne, isvand og måske en chill-faktor på minus 20 grader er det en helt anderledes fornøjelse!

I år er der 25 elever på “jernholdet”.

Skolen har ellers egen svømmehal med “tropetemperaturer”, men for eleverne på “jernholdet” handler det om fællesskab, sammenhold og om at sætte sig et mål og gennemføre det!

Østersøens Idrætsefterskole i Marstal på Ærø blev etableret i 1990.
Skolen optager 65 elever på 10. årgang. Der er 15 timers skemalagt idræt om ugen. Ud over de maritime linjefag som windsurfing og sejlads tilbydes der også linjer i fodbold, håndbold, golf, dans/performance, powathlon, volley, vandsport, X-fit og løb.

Yderligere information www.idraetsefterskole.dk