50-75% af din kropsvægt er væske. Hvis du bare mister 2% af din kropsvæske, mister du 20% af din præstation – både fysisk og mentalt.

Med andre ord: Det handler om at drikke rigeligt, hvis du ønsker at præstere godt. Dette gør sig især gældende i sommervarmen, som bevirker, at dit væskebehov er større end normalt.

Nedenfor giver vi dig 5 tips, der får dig hurtigere i mål.

1. Drik tidligt og drik ofte

Det første, du bør gøre, når du står ud af sengen, er at tage en tår vand. Sørg for at drikke vand (eller anden kaloriefattig væske) i små, jævne mængder henover hele dagen i et omfang, så din urin altid er blank! Medbring altid en vandflaske. Du bør drikke et sted mellem 2,5 – 3 liter om dagen.

2. Drik før, under og efter dit løb

Sørg for at drikke inden du løber (drik 1 – 2 timer før, afhængig af din tolerance). Drik også under løbet (især hvis du løber mere end 10 km): Drik 1 dl. hvert 15. – 20. minut. Hvis du løber mere end en time, kan det være en fordel at indtage elektrolytter og væske med kulhydrater. Men hvis du løber en time eller under, anbefales dette ikke.

3. Sportsdrik hvis du løber langt

Hvis du løber langt (mere end 1 time), bør du drikke sportsdrik, som indeholder kulhydrater og elektrolytter. Al forskning viser, at hvis du dyrker sport længere tid end 1 1/2 time, forbedres din performance signifikant, hvis du både genopretter væske og sukkerbalancen. De fleste sportsdrikke har en kulhydratkoncentration på 7%, hvilket er signifikant lavere end hvilken som helst anden juice, saft og sodavand. Denne lave koncentration bevirker, at sukkeret kan virke hurtigere i kroppen. Kulhydraterne virker som benzin for din krop, mens elektrolytterne giver dig salt, som modvirker krampe og kvalme, samtidig med at det binder væsken til kroppen.

4. Drik inden du bliver tørstig

Ordsproget ”Lyt til din krop” gør sig ikke rigtig gældende, når vi taler om væskebalance. Hvis du vil være på den sikre side, skal du nemlig huske at drikke, før du bliver tørstig! Sved dannes fra væsken i blodet, og derfor bliver det tykkere, når du sveder. Dette bevirker, at hjertet skal pumpe hurtigere, hvorfor kropstemperaturen stiger. Derfor handler det om at drikke så meget som muligt – især i varmen, på den måde kan du hjælpe med at holde kropstemperaturen nede.

5. Drik ikke for meget

Hvis din mave føles skvulpende og tung, har du muligvis drukket for meget. Og det er heller ikke godt! Hvis du drikker for meget, risikerer du at skylle mineralerne med ud og derved komme til at mangle salt i kroppen, som i sidste instans kan give krampe.