fuldkornDanskere spiser i gennemsnit 55 gram fuldkorn om dagen, og 27 pct. får nu den anbefalede mængde. Det er næsten dobbelt så meget fuldkorn som før fuldkornkampagnens start. Tidligere fik kun 6 pct. af danskerne den anbefalede mængde og spiste i gennemsnit kun 32 gram fuldkorn om dagen.

Det viser en midtvejsmåling fra den seneste kostundersøgelse som DTU Fødevareinstituttet har foretaget. Danskerne har for alvor taget budskabet om at spise mere fuldkorn til sig, og indtaget er steget markant de sidste år. Og den positive udvikling ses hos såvel børn som voksne.

”Tallene viser, at det er muligt at fremme bedre kostvaner ved at gøre det nemt og synligt når maden er sundere. Det er ganske enkelt blevet meget nemmere for danskerne at få mere fuldkorn bl.a. ved hjælp af fuldkornslogoet og nøglehulsmærket. ”Det er en meget glædelig udvikling”, siger fødevareminister Mette Gjerskov.