Foto2_Birgitte NymannDisccountkæden Lidl lancerede i sidste uge et nyt tiltag, Lidl fit, der er et univers for danskere, der gerne vil leve et sundere liv. Initiativet har været undervejs længe, men spiller godt sammen med det nye charter, som Lidl og flere andre detailkæder netop har underskrevet på opfordring af fødevareminister Dan Jørgensen. Det nye initiativ er en del af Lidl’s strategi om at positionere sig stærkere i Danmark ved at udfordre resten af dagligvaremarkedet på en lang række parametre.

Fødevareminister Dan Jørgensen har et ønske om at få dagligvarebutikkerne til at tage mere ansvar for danskernes madvaner. Det er baggrunden for det charter, som en række detailkæder i sidste uge underskrev. Butikkerne forpligter sig blandt andet til at gøre det nemmere at købe sundt. Et nyt sundhedsinitiativ fra dagligvarekæden Lidl følger løftet til dørs.

 

Fokus på det sunde valg
”Vi ved, at mange danskere gerne vil leve lidt sundere, men har svært ved at få det passet ind i en travl hverdag. Derfor er ambitionen med Lidl fit at vise danskerne, at det hverken behøver at være besværligt, tidskrævende eller dyrt at leve sundt,” siger Lidls administrerende direktør Finn Tang og fortsætter:

”Som en seriøs spiller på detailmarkedet vil vi gerne gøre vores til, at det bliver nemmere for danskerne at træffe sundere valg, når det gælder kost og motion. Første skridt i den sunde retning var at erstatte slik og andre søde sager med sunde alternativer i halvdelen af vores kasselinjer. Responsen fra kunderne har været rigtig positiv, og det har vi nu valgt at bygge videre på.”

Lidls opfattelse af danskernes ønske om at leve sundere underbygges blandt andet af tal fra Statens Institut for Folkesundhed, som viser, at 51 procent af danskere over 16 år gerne vil spise mere sundt. Ligeledes svarer knap 68 procent af gruppen med stillesiddende arbejde, at de gerne vil være mere fysisk aktive. (Kilde: danskernessundhed.dk)

 

Kost- og træningsspecialist Birgitte Nymann i front

Personlig træner og kostvejleder Birgitte Nymann, som har udgivet en lang række bøger om kost, ernæring, træning, motivation og stress, er med til at sikre fagligheden i Lidl fit. Birgitte Nymann leverer blandt andet træningsvideoer og opskrifter til det nye livsstilsunivers.

”Der er ingen tvivl om, at supermarkederne har en kæmpe indflydelse på, hvad vi kommer i indkøbskurven. Og jeg er glad for, at Lidl tager det ansvar alvorligt. For mig at se, giver det rigtig god mening at sætte ind her, og jeg håber, at danskerne vil tage godt imod tiltaget. En ting er, at en fitness-kæde vil give gode råd til kost og motion, men at en dagligvarekæde gør det, har vi ikke set før,” siger Birgitte Nymann.

Opskrifterne, som Birgitte Nymann har udviklet til Lidl fit, er alle baseret på helt almindelige fødevarer, som kan købes i alle Lidls butikker.

Årets sportsnavn Camilla Pedersen som model

Som et led i Lidl fit-initiativet lancerer Lidl også en ny serie af sportstøj og udstyr under kædens eget mærke Crivit. Som ansigt for Crivit-serien har Lidl indgået aftale med den danske triatlet og verdensmester Camilla Pedersen, der i januar blev kåret til årets sportsnavn 2014.

Camilla Pedersen er kendt blandt mange danskere, som jernkvinden, der i 2013 overvandt en alvorlig træningsulykke og kæmpede sig tilbage i verdenseliten efter 19 dage i koma.

”Vi er selvfølgelig stolte over, at en af Danmarks mest anerkendte og beundrede atleter har takket ja til at være ansigtet udadtil for vores sportsmærke Crivit. Selvom Camillas hverdag som elitesportsudøver ligger langt fra mange almindelige danskeres hverdag, er hun en enorm inspiration. I det hele taget er vi meget stolte af at have to så stærke kvinder som Camilla Pedersen og Birgitte Nymann med på holdet,”  siger Finn Tang.