Det mentale aspekt er det, at lære nyt og planlægge. Dvs. det konstant at researche ny viden samtidig med at tjekke om ens gamle viden er korrekt og fornuftig. Jeg tør slet ikke tænke på hvor mange dumme ting jeg stadig ville gøre lige nu, hvis det ikke var fordi jeg var blevet ved med at læse og lære nyt omkring træning.

Dem der tror, at de ved det hele er som regel dem der ved mindst. Folk der fejler i dette aspekt, er som regel dem der ses pukle dag ud og dag ind, men uden at komme videre. De gør det samme igen og igen. Som man siger; ”Ved at gøre det samme, får man det samme”. Problemet ved denne slags folk er ikke deres selvdisciplin eller arbejdsmoral. Det er ganske enkelt at de ikke har det rigtige værktøj (viden) til at udføre det arbejde de er sat til.

Forestil dig, at du bliver sat til at banke et søm i en væg. Til formålet får du en splinter ny, super moderne… motorsav. Hvordan tror du selv det vil gå? Jeg kan forestille mig, at blodige hænder, smadrede vægge og stor skuffelse er et par af de resultater man vil opnå (Nej, sømmet kom ikke i).

Men lyder disse resultater ikke lidt bekendte, når vi snakker om fitness? Folk arbejder hårdt, men med de forkerte værktøjer. Giv en nybegynder en super atlets program, og han vil miste al motivationen første dag. Giv en super atlet en nybegynders program, og han vil blive dårligere og dårligere dag for dag. Her røger motivationen også en tur.

Hvis du kan genkende dig selv med problemer her, så er mit bedste råd følgende: Læs og læs MEGET. Tal med andre mennesker. Hyr en personlig træner. Gør hvad som helst, men arbejd konstant på at lærer nyt. Der findes ikke noget bedre du kan gøre for dig selv. Sluk for fjernsynet 2-3 aftener om ugen og brug tiden på at lede efter nye bøger der kan inspirere dig. Vær altid modtagelig overfor, at det du har lært før måske er forkert (og at det nye ligeså vel kan være forkert).

Dette aspekt kan også uddybes meget mere, men hovedpointen er følgende:

 I am the wisest man alive, for I know one thing, and that is that I know nothing..” – Socrates

“NB: Denne artikel er oprindeligt skrevet til nettraening.dk, og Fitnews kan derfor ikke garantere indholdets kvalitet. Søg evt. efter andre artikler om emnet her på siden.”