Danske forskere har fastslået i det der er verdens største kostundersøgelse, at proteinrig kost med lavt glykæmisk indeks er et effektivt våben mod overvægt.

Et stort problem ved at være overvægtig er at bevare vægttabet, når først man har tabt sig. Men med ny forskning fra projektet Diogenes skulle det gerne blive lettere at holde kiloene fra sidebenene. Blandt andet er flere magre kød- og mejeriprodukter og bønner velkomne, mens der skal skæres ned på raffinerede stivelseskalorier som hvidt brød og polerede ris.

Omkring 1000 voksne har deltaget i Diogenes, som er verdens største kostundersøgelse, foretaget i otte europæiske lande under ledelse af lektor Thomas Meinert Larsen og professor Arne Astrup fra LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Forsøget viser at kost, der har et højt proteinindhold og et lavt glykæmisk indeks er en fordel – vægttabet bliver lettere at holde og det er ikke nødvendigt at tælle kalorier for at bevare det.

Fem kosttyper testet

Formålet med studiet har været, at sammenligne de officielle kosttråd i Europa, herunder også de danske, med en kost som er sammensat efter den nyeste viden om proteiner og kulhydraters betydning for regulering af appetitten hos 772 europæiske familier, heraf 938 voksne familiemedlemmer og 827 børn. De overvægtige voksne tabte sig i gennemsnit 11 kg over otte uger på en diæt.

Efter det indledende vægttab blev forsøgsdeltagerne delt ud på fem forskellige kosttyper, som de skulle følge de næste seks måneder:

Lavt protein-indhold / Lavt Glykæmisk Indeks
Lavt protein-indhold / Højt Glykæmisk Indeks
Højt protein-indhold / Lavt Glykæmisk Indeks
Højt protein-indhold / Højt Glykæmisk Indeks
Kontrol-diæt

Igennem hele projektet fik familierne den rette vejledning af diætister, og skulle aflevere blod- og urin-prøver.

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at de nuværende kosttråd ikke er optimale til at forebygge vægtøgning hos overvægtige. En kost der indeholder mere protein og har et lavere glykæmisk indeks, er tilsyneladende lettere at efterleve, og kan dokumentere, at overvægtige, som har tabt sig, holder vægten.

Du kan læse vores forslag til fire motivationstips der hjælper dit vægttab her.