danske klassikereNy motionsbegivenhed håber at inspirere danske fritidsmotionister til nye udfordringer.

En ny dansk idrætsbegivenhed ser snart dagens lys. Inspireret af det svenske idrætsevent, »En Svensk Klassiker«, starter de to motionsentusiaster, Jakob Holbak og Henrik Nørby, en dansk pendant under navnet »Den Danske Klassiker«. Ved at slå fire allerede eksisterende motionsevents fra hele landet – Esrum Sø Rundt (løb), Gudenåen Open Water (svømning), Fyen Rundt (cykling) og Kongesporet i Roskilde (mountainbike) – sammen, håber de to initiativtagere på at starte Danmarks største motionsbegivenhed og at det på sigt kan inspirere flere danskere til at dyrke motion.

“I dag findes der jo mange events for eliten, for eksempel Ironman eller Challenge Copenhagen. For at kunne gennemføre dem skal man typisk træne 15-20 timer om ugen, og så fyrer man al sin energi af i ét hug. Den Danske Klassiker vil man derimod kunne gennemføre som fire events fordelt jævnt over et år, og begivenheden henvender sig derfor i højere grad til bredden frem for eliten”, fortæller Jakob Holbak til Berlignske Tidende.

Og mens svenskerne har dystet i sportsgrene som løb, langrend, svømning og cykling, så kommer danskerne istedet til at kæmpe sig gennem løb, svømning, mountainbike og cykling.

Gennemfører de deltagende alle fire sportsbegivenheder inden for et år, får de en medalje, ligesom de bliver optaget i Den Danske Klassikers »Hall of Fame«. Men først skal de vel at mærke lige svømme mindst 2,7 kilometer, cykle 180 kilometer, løbe 27 kilometer og gennemføre en strækning på 103 kilometer på mountainbike.

Og selvom man som deltager måske har sine forcer inden for mountainbike, men er knap så trænet i løb, lover Jakob Holbak, at man stadig kan være med.

”For hvert event, man gennemfører, får man points fra 0-100, alt efter hvor hurtig man er. Man kan derfor stadig dyste med venner og andre motionister på kryds og tværs af discipliner”, fortæller han.

I Sverige har »En Svensk Klassiker« eksisteret siden 1973 og tiltrækker årligt 20.000 – 30.000 deltagere til hvert event. Og målsætningen for Den Danske Klassiker er på sigt at kunne skabe samme tilløbsstykke.

 

Læs mere om de fire motionsevents i den danske klassiker:

Gudenaa Open Water (svømning): 22. juni

Fyen Rundt (cykling): 18. august

Esrum Sø Rundt (løb): 25. august

Kongesporet (mountainbike): 6. oktober

Se også www.dendanskeklassiker.dk