D-vitaminHvis man har for lidt D-vitamin i blodet, vil man hurtigere blive træt i musklerne ved fysisk anstrengelse. Denne træthed kan spores direkte til muskelcellernes ”kraftværker”, som kaldes for mitokondrier. Det er her, det energiholdige stof ATP bliver dannet blandt andet med hjælp fra kreatinfosfat. Jo hurtigere mitokondrierne kan gendanne kreatinfosfat, desto bedre virker energiomsætningen. Nu har britiske forskere fra Newcastle University fundet ud af, at D-vitamin er med til at øge gendannelsen af kreatinfosfat og dermed gør muskelcellerne i stand til at arbejde i længere tid, før muskeltrætheden melder sig. Når de gav daglige tilskud af D-vitamin til en gruppe patienter med udtalt D-vitaminmangel, forbedrede det deres muskeludholdenhed markant.

 

Kilde: Endocrine Abstracts, 2013