For konkurrerende cyklister, der sætter sig høje mål – hvad enten det er at deltage i Tour de France eller at sigte efter at indtage podiet ved et lokalt cykelløb – opnås hurtige tider ved hjælp af træningssystemer baseret på forskellige træningsintensiteter.
Ny forskning fra træningsforskere ved University of New Hampshire viser at effektive træningssystemer, som generelt
er udarbejdet efter dyre, tidskrævende laboratorietests, kan udarbejdes ved
hjælp af en relativt simpel
gør-det-selv-test.

Ved at bruge to ting, som cyklister allerede kender, nemlig et powermeter, et stadigt mere almindeligt træningsapparat, som monteres på cyklens baghjul, og en stationær kondicykel modificerede Jay Francis, studerende ved University of New Hampshire ’09, en treminutters cykeltest med maksimal anstrengelse og fandt ud af at det var lige så effektivt til at bestemme træningsintensiteten som adskillige laboratoriemålinger. Undersøgelsen, som var Francis’ afgangsspeciale, er publiceret i september 2010-udgaven af Medicine & Science in Sports and Exercise, det førende tidsskrift inden for det felt.

“Power er en meget objektiv måde at måle din træningsevne sammenlignet med fart, hjertefrekvens eller opfattet anstrengelse,” siger Francis. “Et powermeter måler hvor meget kraft du overfører fra din krop til vejen, uafhængigt af udefrakommende påvirkninger som bakker, vind og endda hvad du spiste til frokost,” tilføjer han.

Francis og hans vejleder, assisterende professor Dain LaRoche, tænkte på om dette stadigt mere almindelige træningsapparat kunne anvendes til at bestemme personligt tilpassede træningsintensitetsområder – træningsintervaller der rangerer fra moderat til hård – og om dette kunne gøres lige så nøjagtigt som de træningsintensitetsområder, der var bestemt ved hjælp af komplekse laboratorietests.

Francis anvendte en treminutters cykeltest med maksimal anstrengelse – “du bliver bare ved og ved og ved og giver aldrig op” – som tidligere havde vist at give, i testens sidste 30 sekunder, et powerniveau, som en cyklist kan opretholde i 20 til 30 minutter. Han udskiftede det dyre og problematiske laboratorieudstyr, som man anvender i den originale treminutters test, med cyklistens egen cykel, udstyret med et powermeter og brugte det sammen med en stationær kondicykel.

Ved at teste 16 konkurrencecyklister, sammenlignede Francis deres træningsintensitet fra powermetertesten med klassiske laboratoriefrembragte træningsintensitetsmålinger: koncentrationen af laktater i blodet og iltforbrug. Resultaterne fra powermeteret og fra laboratoriemålingerne korrelerede.”Du kan med dit eget powermeter, gratis og på bare tre minutter gøre det samme som ellers ville koste dig 1.500 kr. og tage mere end en time i et laboratorium,” siger LaRoche.

Med disse data, siger LaRoche, kan en cyklist udarbejde en lang række af personligt tilpassede træningsprogrammer, som en træner ville anvende til at fastsætte en bestemt træningsmetode. “Du kan ikke anvende hjerterytme, fordi alle personer er forskellige, men du kan sige, ‘i dag tager vi en program 3 træning.’ Som tidligere træner kan jeg se det praktiske i det,” tilføjer han. LaRoche har tidligere arbejdet med hurtigløbsskøjtere og nordiske skiløbere for den amerikanske olympiske komité.

Francis tog en mere indirekte vej til træningsforskning. Han fik sin bachelor- og mastergrad fra University of New Hampshire i Elektroteknik i begyndelsen af 1990’erne. Så arbejdede han inden for det område i mange år, før han i sin fritid kastede sig over cykelsporten. Han vendte derefter tilbage til University of New Hampshire for at tage sin anden mastergrad i træningsvidenskab, med hvilken han ville kunne opnå målet om at blive træner for konkurrencecyklister. Han kalder sig selv en “mellemklasse amatørcyklist,” og med dette label startede Francis sin egen træningsservice i Merrimack umiddelbart efter han blev færdig med studiet. Navnet på hans virksomhed, FxD Coaching, stammer fra en ligning som naturvidenskab og træning deler: kraft x afstand = arbejde.

Det arbejde han lagde i sit speciale betalte sig. LaRoche siger at det er usædvanligt for en studerende på masterniveau at få en artikel publiceret i det ansete tidsskrift Medicine & Science in Sports and Exercise. Og hvad vigtigere er, siger LaRoche, så har Francis’ arbejde nu en stor virkning på sportsudøvere. “Der er så meget misinformation om træning derude,” siger han. “Jay giver virkelig mellemklassecyklister en reel service.”

Kilde: Beth Potier University of New Hampshire