Det tyder på, at ældre kvinder, der drikker mellem en og syv genstande dagligt, har bedre hjernefunktion end jævnaldrende kvinder, som ikke rører en dråbe. Det er resultatet af ny forskning fra University of Glasgow. Der er tale om en undersøgelse udført på 3.000 kvinder i alderen 70 til 82 år. Ikke nok med at de alkohol-nydende kvinder havde bedre hjernefunktion end dem, der var afholdende, det så også ud til, at tabet af åndsevner var mindre end hos de promillefri medsøstre.

Forskerne, som har offentliggjort deres undersøgelse i decemberudgaven af det videnskabelige tidsskrift, Journal of the American Geriatrics Society, understreger imidlertid, at det netop er et moderat alkoholforbrug, som har den gode virkning. I det øjeblik, der er tale om et stort forbrug, vil det have en negativ indvirkning på hukommelsen og hjernen som helhed.

En tilsvarende effekt af alkohol er ikke observeret hos mænd, skriver forskerne, og forklarer, at det kan have sammenhæng med, at kvinder har mere østrogen i kroppen. Østrogen menes at have en beskyttende effekt på hjernen.

Kilde: Journal of the American Geriatrics Society