Ursolsyre, som blandt andet findes i skrællen på æbler, giver stærkere muskler

Tænk, hvis vi kunne spise os til stærke og raske kroppe, der ikke blev svagere og grimmere med tiden.

Et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Cell Metabolism, giver næring til håbet. Studiet viser, at ursolsyre, der findes ganske naturligt i blandt andet æbler, ikke kun forhindrer musklerne i at blive svagere, men også gør dem stærkere.

»Forsøgene med mus indikerer, at man forhindrer muskelmassen i at blive mindre med ursolsyre, men også at musklerne faktisk vokser ved at supplere musene med ursolsyre,« forklarer seniorforsker Jesper Løvind Andersen, laboratoriechef på ISMC (Institute of Sports Medicine Copenhagen) ved Bispebjerg Hospital. Seniorforskeren mener, at studiet er interessant.

Han tilføjer dog, at det er værd at bemærke, at et menneske skal spise cirka 100 æbler om dagen for at få den effekt, der her påvises hos mus.

Forskel på alder og akutte skader

Først foretog forskergruppen et forsøg på fastende mennesker og derefter undersøgte de den samme proces nærmere hos mus.Musene blev påført en kunstig rygmarvsskade.

Forsøget viser, at musklerne ikke i nær samme grad bliver mindre efter rygmarvsskade, når musene indtager store mængder af ursolsyre.

Resultater indikerer, at ursolsyre virker gennem det naturligt forekommende signalstof IGF-1, der fra en lang række tidligere studier har vist sig at være en virksom regulator af muskelvækst.

Der er dog forskel på kroppens reaktioner ved en akut rygmarvsskade, og når alder over lang tid svækker musklerne, siger Jesper Løvind Andersen.

Derfor er det endnu usikkert, om ursolsyre kan bruges mod den svækkelse af musklerne, som sker naturligt med alderen.

»Før vi kan konkludere, at store mængder indtaget ursolsyre kan virke som en katalysator for muskelvækst i mennesker og som beskyttelse mod aldersbetinget muskeltab, ville jeg gerne se længerevarende forsøg med både raske, syge og ældre mennesker, der over tid blev suppleret med ursolsyre« udtaler Jesper Løvind Andersen.

Kilde: Videnskab.dk