søvn10 råd til god søvn

 

Søvn er en fysiologisk nødvendighed for alle levende væsener. Søvn har afgørende betydning for kroppens genopbygning, og mangel på søvn kan både påvirke immunforsvar og kognitive funktioner som hukommelse og indlæring. Enhver der har oplevet en nat med dårlig søvn, ved hvordan det kan påvirke humør, koncentration og ydeevne.

 

En god nattesøvn betyder kolossalt meget for vores biologi. Væksthormonet stimuleres og holder os unge, og vores hud og muskler holdes ved lige.

 

 

1.

Sørg for at have en god seng, som passer dig med hensyn til størrelse, madrastype og sengeklæder.

 

2.

Soveværelset skal have en passende temperatur, dvs. ikke for varmt og ikke for tørt.

 

3.

Sengen er kun til søvn og sex, undgå andre aktiviteter i sengen, således at sengen ikke forbindes med andet.

 

4.

Stå op på samme tid hver dag, eventuelt også på fridage. Dette styrker kroppens indre ur.

 

5.

Undgå voldsom fysisk aktivitet, umiddelbart inden du vil lægge dig. Læg hellere træningen, et par timer inden du planlægger at gå i seng.

 

6.

Undgå store måltider, kaffe, cola og andre stimulanser, inden du går i seng.

 

7.

Gå dog ikke sulten i seng, tag i så fald et lille mellemmåltid, gerne med noget varmt at drikke, f.eks. beroligende te eller varm mælk.

 

8.

Et varmt bad inden du lægger dig, kan også være søvnfremkaldende.

 

9.

Hvis du ikke kan sove eller vågner og ikke kan falde i søvn igen, så stå op (for at undgå at skabe en betinget refleks, som gør, at sengen forbindes med ikke-søvn). Læs en bog (ikke for spændende), gæt krydsogtvæs. Når du føler dig søvnig, kan du gå tilbage til sengen igen.

 

10.

Forsøg med forskellige afspændingsteknikker eller lyt til stille beroligende musik, som du kan lide. Sørg for at have et apparat, som slukker af sig selv efter en vis tid, lydløst.