10 sparkFitnews giver dig over de næste tre uger 10 ideer til at sparke variation i hverdagen – sådan som eksperterne foreskriver. Her kommer de tre første:

 

1 Skift supermarked

Varier mellem forskellige supermarkeder i hverdagen. De fleste byboere har adskillelige lokale supermarkeder, som hver især har forskellige leverandører og tilbud og som præsenterer varerne på hver deres måde.

Når der er tid, kan man handle i specialforretninger såsom fiskehandleren, slagteren, bageren, frugt og grønt forhandleren og de fleste steder kan man få tips til årstidens bedste råvarer og til tilberedningen af dem. Skiftet i indkøbssted er en lettilgængelig kilde til inspiration og til at afprøve nye råvarer og retter.

Indspark 1: 
Skift indkøbssted hver eller hver anden gang du handler

 

2 Regnbuefarver i indkøbskurven

Når du har lagt alle dine indkøb i kurven, kan du foretage en hurtig screening, før du betaler, hvor du kigger på farvernuancerne i kurven. Hvis du ser bort fra eventuel emballage, skal råvarerne og produkterne komme så vidt rundt i farvespektret som muligt. Jo flere farver, desto større variation. Slik, kager, sodavand og vin tæller ikke med.

Indspark 2: 
Din indkøbskurv skal bugne af regnbuens farver

 

3 Lad årstiden hjælpe dig

Spørg efter sæsonens frugt og grønt dér, hvor du handler. Der er vitaminer at hente og penge at spare, hvis du handler efter årstiden. Det medfører samtidig en helt naturlig variation i de råvarer, som man laver mad af derhjemme.

Om efteråret finder du blandt andre følgende råvarer: broccoli, grønne bønner, svampe, grønkål, blomkål, hvidkål, rødkål, sølvbede, artiskok, spinat, græskar, jordskok, skorzonerrod, rødbede, kartoffel, porre, rodselleri, persille, æbler, blommer, pærer, nektariner, havaborre, makrel og havkat.

Til vinter: Rødbede, pastinak, løg, porre, hvidkål, brøndkarse, rosenkål, julesalat, rodfrugter, grønkål, kartofler, blodappelsin, klementiner, æbler, ananas, valnødder, sild, kuller, torsk, laks, kalkun, lam, and og gås.

Indsparkpark 3: Vælg årstidens råvarer